tirsdag den 16. juni 2009

Kæmpe havmuseum på vej i Stralsund

Bragt i Bornholms Tidende i december 2006

Af Jarl Cordua

Nyt havmuseum, kulturhistorie og vandland skal lokke turister til hansestaden

Enhver bornholmer har både set og spist sild, men det er formentlig de færreste, der har oplevet dem i stimer. Snart kan rejselystne bornholmere se både sildestimer, hajer og sæler live samt en udstillet blåhval i fuld størrelse. Det sker, når den nordtyske by Stralsunds nyeste attraktion, havmuseet ”Ozeaneum”, slår dørene op i påsken 2008. Den gamle hansestad Stralsund er bestemt et besøg værd og ligger kun 42 km eller en lille times kørsel fra færgelejet Neu Mukran nær Sassnitz på Rügen, hvor overfartstiden er 3½ time fra Rønne.

Blåhval i fuld størrelse
Ozeaneum får 39 store akvarier med i alt seks millioner liter vand. Udstillingerne vil omhandle verdenshavene, men der bliver særlig fokus på dyre- og plantelivet i Østersøen, Nordsøen og Nordatlanten. Især de levende hajer vil vække særlig opsigt, men også interessante fisk og skaldyr så som gedder, stør, helleflynder og hummer får utvivlsomt deres fans. I Østersø-udstillingen vil besøgende kunne se en række akvarier med kendte fiskearter som torsk og laks, men også bunddyr som fladfisk og krabber. Èt særligt akvarium vil indeholde 113.000 liter vand med sild, der vil svømme i stimer. I et 1600 kvadratmeter stort akvarium, kan gæster opleve rigtige sæler og pingviner samt fisk og dyreliv fra Polarhavet.
En 20 meter høj udstillingshal på Ozeaneums fjerde etage er helliget ”havets kæmper”, hvor man bl.a. udstiller en 29 meter lang blåhval og en 16 meter lang pukkelhval i fuld størrelse. Det bliver naturligvis også muligt at se film og høre lydoptagelser med hvalerne.

Også for børn
Det nye havmuseum rummer naturligvis lidt for enhver smag og interesse, men bliver i hvert fald et oplagt udflugtsmål for bornholmske skoleklasser i biologi. En udstilling fokuserer fx på forskning i havmiljø, mens en anden udstilling udelukkende skal skabe interesse hos familier med børn. Her er ambitionen, at familien får fælles oplevelser ved at se, røre og føle udstillede genstande, og af den vej øge børns viden om livet i verdenshavene. Fx bliver det muligt interaktivt, at ”dykke” ned på havets bund for at se skaldyrenes larver blive udklækket.
Ozeaneum bliver placeret fysisk midt imellem havnens historiske pakhuse, og de besøgende får en fantastisk udsigt over farvandet Strelasund til den store ø Rügen. Bygherren bag projektet - det nuværende noget mindre tyske havmuseum i Stralsund - gør meget ud af at forklare, at Ozeaneums fire bygninger arkitektonisk kommer til at passe ind i bymiljøet. For tiden er kranerne i fuld gang med at lave fundamentet til bygningerne, der fylder 300 kvadratmeter. Det er i øvrigt muligt at følge byggeriet live via et webcam på Ozeaneums hjemmeside. Når de meget lyse og nærmest glasagtige bygninger står færdige i december 2007, udstiller museet på i alt 9000 kvadratmeter fordelt på fire etager.

Pris 375 mill.kr
Helt billigt bliver det heller ikke. Omkostningerne for Ozeaneum løber op i 375 millioner danske kr. Halvdelen af finansieringen kommer fra forbundsregeringen i Berlin. Museumsfolkene fortæller med slet skjult stolthed, at finansieringen kom i hus, da den daværende socialdemokratiske forbundskansler Gerhard Schröder var på valgturné i byen. Ved den lejlighed fik Stralsund-borgerne lokket et tilsagn ud af ham om finansiel støtte til projektet , som de siden holdt Schröder fast på, da han i 2002 blev genvalgt til kansler. Det er sikkert ikke helt uden grund, at folk i Stralsund nedstammer fra de dygtige hanse-købmænd.

Stralsund satser
Den nordtyske by Stralsund ligger på det tyske fastland, og bornholmere kommer hurtigst dertil fra øen Rügen via broen over farvandet ”Strelasund”. En ny og meget synlig moderne bro er i øvrigt under opførelse og kommer i brug i løbet 2008. Byen med sine 60.000 indbyggere er én af de større byer i den nordtyske delstat Mecklenburg-Vorpommern. Stralsund blev grundlagt i 1234 og oplevede sin storhedstid som vigtig handelsby og medlem af det primært nordtyske hanseforbund, der i den senere middelalder med handel og undertiden våben i hånd på alle måder dominerede Østersø-området herunder Bornholm. I dag er Stralsunds i øvrigt bilfrie by med dets bymur særdeles velbevaret med mange ældre bygninger. Rådhuset og de gamle købmandshuse nær det brolagte Alter Markt (Gammel Torv) er fra byens storhedstid under ”hanseaterne”. I øvrigt kom både Stralsund og den nærliggende Wismars bykerner i 2002 på FN’s kultur og uddannelsesorganisation UNESCO’s liste over steder for verdens kulturarv, netop fordi præget fra Hanseforbundets storhedstid i 1300-tallet i de to hansestæders bycentre er så velbevarede og tydelige.

Byen var svensk
Den svenske kommandants bolig fra 1746 også på Alter Markt er et andet seværdigt levn fra byens senere historie. Med 30-årskrigen blev Stralsund og store dele af Nordtyskland fra 1648 en del af stormagten Sveriges hastigt voksende østersøimperium. Epoken med svensk kommandant i byen sluttede først små to hundrede år senere, da de europæiske stormagter på Wienerkongressen i1815, tildelte Preussen (dvs. det senere Tyskland) resterne af det svenske Pommern herunder Stralsund.
Ikke langt fra Alter Markt ligger Stralsunds St. Nikolai-kirke, hvis ældste dele fra 1200-tallet er bygget i den sædvanlige stil, nordtysk teglstensgotik, og kirken er bestemt et besøg værd. Permanente udstillinger i kirkerummet fortæller om kirkens og Stralsunds historie, og man er især meget stolt over kirkens originale orgel fra 1841 bygget af den berømte tyske orgelbygger Buchholz. Orglet er netop blevet indviet efter en restaurering, der har kostet svimlende 12 millioner danske kr. Sidste sommer fik kirken i øvrigt fint besøg af både kansler Angela Merkel og den amerikanske præsident Bush.
Den 6. oktober 1944 kastede amerikanske bombefly brandbomber over Stralsund, der dræbte 800 mennesker, gjorde halvdelen af indbyggerne husvilde og ødelagde en mængde historiske bygninger, blandt dem Johannes Klosters kirke. Klosteret står stadig, men kirken opgav DDR-myndighederne at genopbygge. Den er i dag en vedbendbehængt, men ganske stemningsfuld ruin.
Udenfor bykernen er bebyggelsen varieret, men mest domineret af billigt DDR-lejlighedsbyggeri såkaldt ”plattenbau” eller ”kaninbure”.
.
Mærsk-ejet værft
En enorm og fra hovedvejen synlig skibsbyggerhal er blandt verdens største, og tilhører til det lokale værft ”Volksverft Stralsund”. Skibsbyggerhallen er 300 meter lang, 108 meter bred og 74 meter høj. Værftet har siden 1998 været ejet af rederiet A.P. Møller og samarbejder i øvrigt med rederiets kendte danske Lindøværft på Fyn. Værftet bygger især containerskibe for A.P. Møller-rederiet.

Nordtysk vandland
Bornholmske familier kender Brændesgårdshavens vandland, og mange har sikkert besøgt badelandet ”Lalandia” ved Rødby. I udkanten af Stralsund finder man
vandlandet ”HanseDom”. En rabatordning sikrer, at en familie på to voksne med et barn for ca. 250 kr. kan tilbringe hele dagen i det 2000 kvadratmeter store vandland ”Seestern-therme” (søstjerne-kurbad), der har fem forskellige rutschebaner, bølgebad, spa, kunstig solbadning og restauranter. Vandet og temperaturen holder tropiske 32 grader. Vandlandet er bygget op omkring et tema, der er en blanding af inkariget med vandfald og grotter iblandet lidt ”øde-ø-stemning” med palmer. I vandlandet bliver ingen ”stemt hjem” før tid, for HanseDom har gjort en del ud af sikkerheden. Fx er der ingen skarpe kanter i vandlandet og børn - i alle aldre - har overhovedet ingen problemer med at more sig. Vandlandet arrangerer i øvrigt løbende forskellige aktiviteter for børnene.
En lille del af det enorme bassin er udendørs, og her er vandet også 32 grader – hele året rundt. Der er også mulighed for massage, dampbad, sauna i et indendørs wellnessområde designet efter 1001 nats eventyr med et ”maurisk bad” og naturligvis udstyret med en hyggelig bar. Får man lyst til at besøge wellness-området skal man - blot til orientering - nok ikke være for genert, for det er nemlig langtfra alle tyskere, der beholder badetøjet på i områdets fælles baderum eller sauna. Stemningen minder derfor lidt om den, som bornholmerne kender til med ugenerte tyskere på Dueoddes sandstrande i turistsæsonen.

Pengeløst samfund
I samme bygning, som vandlandet har til huse, ligger det firestjernede hotel ”Dorint”, der fungerer som et badehotel med restaurant osv. Er man gæst på hotellet er besøg i HanseDoms vandland – bortset fra nogle timer sidst på eftermiddagen - gratis. Som gæst er det helt i orden at klæde om på værelset, slå badekåben om sig, tage elevatoren ned, gå de ca. tyve meter forbi receptionen til omklædningen og HanseDoms vandland. På samme måde har hotelgæster direkte adgang til et fitnesscenter samt områdets offentlige sportshaller, hvor der blandt andet er mulighed for at spille tennis, squash og badminton. HanseDom har i øvrigt udviklet det pengeløse samfund. En lille chip på ens badearmbånd registrerer alle varekøb i vandlandet fx i baren, restauranten eller i wellnessområdet. Dermed kan gæsterne vente med at betale, hvad de skylder - enten når de forlader vandlandet, eller når de checker ud af hotellet efter et forhåbentlig vellykket ophold i Stralsund. Mulighederne er i hvert fald til stede.

Læs mere om ”Ozeaneum” www.ozeaneum.com
Læs mere om Stralsund: www.stralsund.de
Læs mere om HanseDom. www.hansedom.de