Af Jarl Cordua
Artiklen blev bragt i Bornholms Tidende i en forkortet udgave den 21. november 2009
Sol, sand, strand og vand kombineret med enestående natur samt kulturelle og historiske seværdigheder. Det er den opskrift, som turistindustrien i den nordøstligste tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern brygger videre på i disse år for også at tiltrække skandinaviske turister til regionen. I forvejen har delstaten vundet deres landsmænds interesse, sådan at Mecklenburg-Vorpommern i sommerhalvåret er tyskernes foretrukne feriemål. Det er ikke så underligt. For sådan har det været siden slutningen af 1700-tallet, da borgerskabet og adelen begyndte at holde ferie ved Østersøens strande. Nu som dengang foretrækker tyskerne at tage til ferie- og badebyer som eksempelvis Binz på Rügen eller Aalbeck på øen Usedom samt feriesteder på fastlandet som det folkelige Kühlingsborn eller det nærliggende og mere eksklusive Heiligendamm øst for storbyen Rostock.
Kejsernes badebyer
”Drei Kaiserbäder” er en fælles betegnelse for tre små badebyer Aalbeck, Heringsdorf og Bansin på den østligste del af øen Usedom. Aalbeck (på dansk: ”Ålbæk”) er en charmerende lille ferieby, som ligger kun en fem kilometer til den polske grænse og havnebyen Świnoujście (På tysk: Swinemünde). Altså ikke længere væk en god spadsértur. Aalbeck og Usedom i øvrigt har historisk set været steder, hvor spidserne i det tyske samfund har holdt ferie. På det charmerende femstjernede badehotel Albecker Hof, skilter man ligefrem på facaden med de notabiliteter, der har overnattet der så som dronning Silvia af Sverige, den nuværende tyske præsident Horst Kohler, men også historiske personligheder. Og den gamle tyske kejserfamilie? Naturligvis holdt de også til i området, som så siden er blevet kaldt for ”Drei Kaiserbäder”.
Gammeldags og moderne
Aalbeck har ligesom de øvrige badebyer langs Østersøkysten forsøgt at bevare den gamle badebys charme og en historisk stemning anno dazumal. Det ses først og fremmest ved, at man i et stort omfang bevarer facaderne i den gamle såkaldte ”bäder-architectur” eller på dansk badebys-arkitektur i de omkring år 1900 dominerende stilarter ”Gründerstil”, ”jugendstil” og Art Nouveau-stil. Man kan finde badehoteller, hvor det indre interiør på én og samme tid er moderne indrettet og så alligevel fremstår lidt gammeldags fra ”før verden gik af lave”. Infrastrukturen i badebyer som Aalbeck er i de sidste 10-15 år blevet renoveret og tilpasset den nye tids behov. Det vil sige at der er anlagt kilometerlange promenader med små hyggelige parker, moderne kajanlæg, flere hundredemeterlange bade- og anlægsbroer. Det fremstår alt sammen meget moderne og så alligevel ikke. For man er lykkedes godt med ikke at ødelægge den ægte hyggelige originale badebystemning uden at der er druknet i alt for mange tarvelige iskiosker, hamburgerrestauranter og souvenirforretninger.
Øl serveret fra modeltog
Nær Aalbeck i Heringsdorf bør man fx besøge den nærliggende og endnu fungerende gamle jernbanestation, hvor der både er indrettet et museum og restaurant. Her kan man smage fiske- og kødretter fra det fortrinlige køkken fra den tyske østersøkyst, mens man sidder i behagelige sæder fra gamle togkupeér. Et højdepunkt er ved bestilling af fadøl. De bliver serveret af et elektrisk modeltog, der holder ud for gæsternes borde.
Raketmuseet Peenemünde
Besøger man den vestlige del af Usedom, så er det absolut et must for drenge i alle aldre at tage et smut omkring Peenemünde. Her lå før og under krigen den tyske hærs forsøgstation, hvor man udviklede de berømte/berygtede terrorvåben henholdsvis V1-krydsermissillet og især V2-raketten. Sidstnævnte minder lidt om raketten fra Tintin-tegneserien, og der står i øvrigt en kopi af raketten på stedet.
"Heeresversuchsanstalt Peenemünde" - og arbejdet med V2-raketten - blev i perioden 1936-1945 ledet af den berømte ingeniør og SS-officer Wernher von Braun (1912-1977), som senere i efterkrigstiden kom til at spille en ganske betydende rolle i amerikanernes raketprogrammer frem mod månelandingerne.
V2-raketten blev den første raket, der røg ud i verdensrummet, da den blev affyret den 3. oktober 1942 fra forsøgsstationen i det tidligere lille fiskerleje Peenemünde. Mange har derfor den opfattelse, at Peenemünde var rumraketternes fødested, men hos det ”historiske-tekniske informationsscentrum Peenemünde”, regner man snarere - og mere dystert - området som fødested for masseødelæggelsesvåben. For i realiteten udviklede nazisterne disse raketter som våben, der alene havde til hensigt at dræbe flest mulige mennesker og skabe skræk og rædsel i civilbefolkningen. V2-raketten var på ingen måde et præcisionsvåben. Den kunne ramme, hvor som helst indenfor en radius af 50 km.
Det er desuden ironisk, men på alle måder forfærdende, at der omkom flere mennesker i forbindelse med produktion af disse af den nazistiske propagandaminister Josef Goebbels benævnte ”Vergeltungswaffen” (Gengældelsesvåben) end det samlede antal mennesker, der i alt blev dræbt, da bomberne i slutningen af 2. verdenskrig slog ned i London, Bruxelles og andre europæiske byer.
Der gik 32.000 tons kartofler til at producere den nødvendige mængde af ethanol, som sammen med flydende ilt blev brugt til drivmiddel for bare en enkelt V2-raket. Man nåede at producere flere tusind styks. Produktionen foregik også på et tidspunkt i den sidste del af krigen, hvor også den tyske civilbefolkning begyndte at sulte.
Den 22. august 1943 landede i øvrigt et V-1 testmissil i Bodilsker på Bornholm, men lokale kræfter, fik før tyskerne ankom til stedet taget billeder af missilet, så man kunne varsko de allierede i London.
Forsøgsstation blev tilintetgjort
Der blev i øvrigt intet tilbage af den gamle forsøgsstation efter at den blev sønderbombet fra luften af de allierede, men i det tilbageblevne gamle kraftværk er der indrettet udstillinger om områdets spændende, men også ganske grumme historie. Stedet gør meget ud af ikke kun at fortælle om tekniske landvindinger, der blev gjort, men tværtimod også at huske og dokumentere de helt ufattelige lidelser, som tvangsarbejdere fra KZ-lejre måtte gennemleve både på forsøgsstationen og de underjordiske fabrikker i Harzens bjerge, hvor raketterne blev produceret i ly for de allieredes bombetogter.
I DDR-tiden blev Peenemünde en flådebase, og der er i øvrigt også en fin udstilling af orlogsskibe og gamle MiG-jagerfly fra den kolde krigs tid. Det er i øvrigt delstaten Mecklenburg-Vorpommerns næstmest besøgte museum med 300.000 gæster årligt.
Rügen rummer overraskelser
Tysklands største ø, Rügen, hvor der er færgeafgang fra Rønne gemmer på mange interessante seværdigheder. Ikke langt fra færgelejet i Sassnitz ligger Jasmund-nationalparken med klinten Königsstuhl, som er Møns Klint på Sjælland værdig. På stedet er i øvrigt etableret en udmærket udstilling, som ganske pædagogisk beskriver Østersøens naturhistoriske udvikling.
Historisk interesserede turister kan ikke langt fra Sassnitz slå et smut omkring den historiske ”nazistiske badeby” KdF-Seebad Prora, som er et helt forfærdeligt, grimt, gråt og enormt kompleks i beton, der er 4,5 kilometer langt. Det er opført i årene 1935-1939 af den nazistiske arbejdsorganisation Kraft durch Freude (KdF), som en badeby, der skulle huse 20.000 feriegæster. Imidlertid brød 2. verdenskrig ud og så ophørte man med at færdiggøre projektet. Siden har de mange kvadratmeter blandt andet været brugt til flygtningeherberg, lazaret for sårede soldater og ungdomsherberg. Byggeriet, som er ejet af den tyske forbundsregering, ligger langs med og kun 150 m fra en af Rügens bedste badestrande. Imidlertid egner byggeriet sig ikke til den moderne turistindustris krav. Alternativt bruges området til at huse forskellige udstillinger, og der er også opført en campingplads lige i nærheden.
Putbus - Rügens hovedstad
Indtil 2. verdenskrig var størstedelen af Rügens jord ejet af en enkelt fyrstefamilie, der boede på øens hovedstad Putbus. Den lille by med kun 5000 indbyggere rummer med sin have og historiske byggerier kulturhistorie, som er langt større byer værdige. Her er en kæmpepark i engelsk stil anlagt i begyndelsen af 1800-tallet af datidens lokale fyrste Wilhelm Malte I zu Putbus (1756-1854). Byens centrum består af et såkaldt ”circus” fra omtrent samme periode dvs. en stor rund plads med en 21 meter høj obelisk i midten omkranset af hvide palæbygninger i den da fremherskende klassicistiske stil. Hele Putbus blev reelt designet af fyrsten, sådan at den i hvert fald i stil kan måle sig med andre europæiske regeringsbyer på dette tidspunkt. Den charmerende lille residensstad er derfor en kulturperle og i kraft af sin historiske status huser den ikke overraskende også Rügens eneste og smukke historiske teater nær byens ellipseformede markedsplads, som også er et syn værd.
Fyrstefamilien købte i øvrigt på et tidspunkt i 1700-tallet den lille strandby Binz, hvortil førnævnte fyrst Wilhelm Malte i 1826 inviterede gæster med det enkle formål at bade. Det blev startskuddet til, at Binz siden voksede sig til at blive en af Tysklands mest prominente badebyer med kurhoteller og pensionater for enhver pengepung. Også Binz er berømt for sin originale badebysarkitektur.
Veteranjernbanen ”Molli”
Enhver, der kun i mild grad er bidt af en gal jernbane, bør på et tidspunkt valfarte til Mecklenburg-fyrsternes gamle sommerresidens Bad Doberan nær Rostock og tage en tur med det charmerende damptog ”Molli”. Denne såkaldte ”bäderbahn” eller på dansk ”badebys-banen” kører i natursmukke omgivelser i et stræk på i alt 15 km. mellem badebyerne Kühlingsborn og Bad Doberan og med station i Heiligendamm. At køre med ”Molli” er som at køre med tog fra tiden omkring 1.verdenskrig, og jernbanen praler af, at være den eneste veteranjernbane, hvor skinnerne fører passagerne ind i byerne præcis som i gamle dage. Naturligvis har ”Molli” en korrekt uniformeret konduktør, som klipper ens billet, som i øvrigt er lavet hård pap. Præcis som i gamle dage…
Eksklusive Heiligendamm
I det nærliggende Heiligendamm ligger et eksklusivt og enestående smukt historisk hotelressort med alt, hvad der hører til et moderne kurhotel. Her på ”Grand Hotel” holdt man i 2007 det såkaldte G8-topmøde for de politiske ledere fra verdens største industrinationer. Stedet med flere restauranter og barer, har måttet gennemgå kostbare renoveringer siden genforeningen i 1990, men i dag fremstår det som et særdeles yndet hotel for prominente tyskere, som gerne bruger det til weekendophold, bryllupper, konferencer og meget andet.
Også i tiden under det nazistiske regime var stedet berømmet og flere gange besøgt blandt andet af Adolf Hitler og Hermann Göring. Den tyske fører tog også Italiens diktator Benito Mussolini med til Heiligendamm. Under G8-topmødet i 2007 blev den daværende italienske statsminister Romani Prodi derfor spurgt af journalister om, hvordan det var at have sovet i det samme værelse, som Hitler i sin tid havde overnattet i. Det betød ikke det store, svarede Prodi tørt, for som italiensk statsminister sad han jo hver dag ved Mussolinis gamle skrivebord…
Heiligendamm praler i øvrigt at være Tysklands ældste badeby, fordi fyrsten af Mecklenburg begyndte at tage bade ved stedet allerede i 1793.
Kirken i Bad Doberan
Kirken i Bad Doberan er i øvrigt usædvanlig velholdt. Nordtyske kirker har det med at være blevet ødelagt eller plyndret under 30-årskrigen, smadret af allierede bombetogter under 2. verdenskrig eller sprængt i luften og forsømt af fanatiske kommunister. Den skæbne overgik imidlertid ikke kirken i Bad Doberan og man har også været forskånet for kunstrøverier, formentlig fordi den lokale fyrstefamilie også ligger begravet her i sarkofager m.v. Her i den smukke kirke, der er bygget i bemalede røde teglsten, kan man endda sidde på originale dekorativt udskårne træbænke fra 1300-tallet og betragte kirkens alter, som er fra samme periode, og som er det ældste fløjalter, man kender i kunsthistorien.
Selv i DDR-tiden fandt kommunisterne penge til at vedligeholde kirken, som før reformationen i 1500-tallet, var bygget sammen med et tidligere omliggende cistercienser-munkekloster. For tiden arbejder den lokale menighed at få kirken på FNs kulturorganisations UNESCOs liste over verdens kulturarvsliste.
Skulle man blive sulten undervejs, så kunne man gå op af Bad Doberans hovedgade til det mere end 200 år gamle hotel ”Prinzenpalais”, som ejerne – et yngre svensk-tysk ægtepar netop har istandsat. Stedet er på alle måder en rigtig god oplevelse.
Links:
www.peenemuende.de
www.molli-bahn.de
www.visitusedom.com
www.grandhotel-heiligendamm.de
www.friedrich-franz-palais.de
www.ruegen.de
www.seetel.de
tirsdag den 8. december 2009
Abonner på:
Opslag (Atom)