tirsdag den 8. december 2009

Badebyerne langs Tysklands Østersøkyst

Af Jarl Cordua

Artiklen blev bragt i Bornholms Tidende i en forkortet udgave den 21. november 2009

Sol, sand, strand og vand kombineret med enestående natur samt kulturelle og historiske seværdigheder. Det er den opskrift, som turistindustrien i den nordøstligste tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern brygger videre på i disse år for også at tiltrække skandinaviske turister til regionen. I forvejen har delstaten vundet deres landsmænds interesse, sådan at Mecklenburg-Vorpommern i sommerhalvåret er tyskernes foretrukne feriemål. Det er ikke så underligt. For sådan har det været siden slutningen af 1700-tallet, da borgerskabet og adelen begyndte at holde ferie ved Østersøens strande. Nu som dengang foretrækker tyskerne at tage til ferie- og badebyer som eksempelvis Binz på Rügen eller Aalbeck på øen Usedom samt feriesteder på fastlandet som det folkelige Kühlingsborn eller det nærliggende og mere eksklusive Heiligendamm øst for storbyen Rostock.

Kejsernes badebyer
”Drei Kaiserbäder” er en fælles betegnelse for tre små badebyer Aalbeck, Heringsdorf og Bansin på den østligste del af øen Usedom. Aalbeck (på dansk: ”Ålbæk”) er en charmerende lille ferieby, som ligger kun en fem kilometer til den polske grænse og havnebyen Świnoujście (På tysk: Swinemünde). Altså ikke længere væk en god spadsértur. Aalbeck og Usedom i øvrigt har historisk set været steder, hvor spidserne i det tyske samfund har holdt ferie. På det charmerende femstjernede badehotel Albecker Hof, skilter man ligefrem på facaden med de notabiliteter, der har overnattet der så som dronning Silvia af Sverige, den nuværende tyske præsident Horst Kohler, men også historiske personligheder. Og den gamle tyske kejserfamilie? Naturligvis holdt de også til i området, som så siden er blevet kaldt for ”Drei Kaiserbäder”.

Gammeldags og moderne
Aalbeck har ligesom de øvrige badebyer langs Østersøkysten forsøgt at bevare den gamle badebys charme og en historisk stemning anno dazumal. Det ses først og fremmest ved, at man i et stort omfang bevarer facaderne i den gamle såkaldte ”bäder-architectur” eller på dansk badebys-arkitektur i de omkring år 1900 dominerende stilarter ”Gründerstil”, ”jugendstil” og Art Nouveau-stil. Man kan finde badehoteller, hvor det indre interiør på én og samme tid er moderne indrettet og så alligevel fremstår lidt gammeldags fra ”før verden gik af lave”. Infrastrukturen i badebyer som Aalbeck er i de sidste 10-15 år blevet renoveret og tilpasset den nye tids behov. Det vil sige at der er anlagt kilometerlange promenader med små hyggelige parker, moderne kajanlæg, flere hundredemeterlange bade- og anlægsbroer. Det fremstår alt sammen meget moderne og så alligevel ikke. For man er lykkedes godt med ikke at ødelægge den ægte hyggelige originale badebystemning uden at der er druknet i alt for mange tarvelige iskiosker, hamburgerrestauranter og souvenirforretninger.

Øl serveret fra modeltog
Nær Aalbeck i Heringsdorf bør man fx besøge den nærliggende og endnu fungerende gamle jernbanestation, hvor der både er indrettet et museum og restaurant. Her kan man smage fiske- og kødretter fra det fortrinlige køkken fra den tyske østersøkyst, mens man sidder i behagelige sæder fra gamle togkupeér. Et højdepunkt er ved bestilling af fadøl. De bliver serveret af et elektrisk modeltog, der holder ud for gæsternes borde.

Raketmuseet Peenemünde
Besøger man den vestlige del af Usedom, så er det absolut et must for drenge i alle aldre at tage et smut omkring Peenemünde. Her lå før og under krigen den tyske hærs forsøgstation, hvor man udviklede de berømte/berygtede terrorvåben henholdsvis V1-krydsermissillet og især V2-raketten. Sidstnævnte minder lidt om raketten fra Tintin-tegneserien, og der står i øvrigt en kopi af raketten på stedet.
"Heeresversuchsanstalt Peenemünde" - og arbejdet med V2-raketten - blev i perioden 1936-1945 ledet af den berømte ingeniør og SS-officer Wernher von Braun (1912-1977), som senere i efterkrigstiden kom til at spille en ganske betydende rolle i amerikanernes raketprogrammer frem mod månelandingerne.
V2-raketten blev den første raket, der røg ud i verdensrummet, da den blev affyret den 3. oktober 1942 fra forsøgsstationen i det tidligere lille fiskerleje Peenemünde. Mange har derfor den opfattelse, at Peenemünde var rumraketternes fødested, men hos det ”historiske-tekniske informationsscentrum Peenemünde”, regner man snarere - og mere dystert - området som fødested for masseødelæggelsesvåben. For i realiteten udviklede nazisterne disse raketter som våben, der alene havde til hensigt at dræbe flest mulige mennesker og skabe skræk og rædsel i civilbefolkningen. V2-raketten var på ingen måde et præcisionsvåben. Den kunne ramme, hvor som helst indenfor en radius af 50 km.
Det er desuden ironisk, men på alle måder forfærdende, at der omkom flere mennesker i forbindelse med produktion af disse af den nazistiske propagandaminister Josef Goebbels benævnte ”Vergeltungswaffen” (Gengældelsesvåben) end det samlede antal mennesker, der i alt blev dræbt, da bomberne i slutningen af 2. verdenskrig slog ned i London, Bruxelles og andre europæiske byer.
Der gik 32.000 tons kartofler til at producere den nødvendige mængde af ethanol, som sammen med flydende ilt blev brugt til drivmiddel for bare en enkelt V2-raket. Man nåede at producere flere tusind styks. Produktionen foregik også på et tidspunkt i den sidste del af krigen, hvor også den tyske civilbefolkning begyndte at sulte.
Den 22. august 1943 landede i øvrigt et V-1 testmissil i Bodilsker på Bornholm, men lokale kræfter, fik før tyskerne ankom til stedet taget billeder af missilet, så man kunne varsko de allierede i London.

Forsøgsstation blev tilintetgjort
Der blev i øvrigt intet tilbage af den gamle forsøgsstation efter at den blev sønderbombet fra luften af de allierede, men i det tilbageblevne gamle kraftværk er der indrettet udstillinger om områdets spændende, men også ganske grumme historie. Stedet gør meget ud af ikke kun at fortælle om tekniske landvindinger, der blev gjort, men tværtimod også at huske og dokumentere de helt ufattelige lidelser, som tvangsarbejdere fra KZ-lejre måtte gennemleve både på forsøgsstationen og de underjordiske fabrikker i Harzens bjerge, hvor raketterne blev produceret i ly for de allieredes bombetogter.
I DDR-tiden blev Peenemünde en flådebase, og der er i øvrigt også en fin udstilling af orlogsskibe og gamle MiG-jagerfly fra den kolde krigs tid. Det er i øvrigt delstaten Mecklenburg-Vorpommerns næstmest besøgte museum med 300.000 gæster årligt.

Rügen rummer overraskelser
Tysklands største ø, Rügen, hvor der er færgeafgang fra Rønne gemmer på mange interessante seværdigheder. Ikke langt fra færgelejet i Sassnitz ligger Jasmund-nationalparken med klinten Königsstuhl, som er Møns Klint på Sjælland værdig. På stedet er i øvrigt etableret en udmærket udstilling, som ganske pædagogisk beskriver Østersøens naturhistoriske udvikling.
Historisk interesserede turister kan ikke langt fra Sassnitz slå et smut omkring den historiske ”nazistiske badeby” KdF-Seebad Prora, som er et helt forfærdeligt, grimt, gråt og enormt kompleks i beton, der er 4,5 kilometer langt. Det er opført i årene 1935-1939 af den nazistiske arbejdsorganisation Kraft durch Freude (KdF), som en badeby, der skulle huse 20.000 feriegæster. Imidlertid brød 2. verdenskrig ud og så ophørte man med at færdiggøre projektet. Siden har de mange kvadratmeter blandt andet været brugt til flygtningeherberg, lazaret for sårede soldater og ungdomsherberg. Byggeriet, som er ejet af den tyske forbundsregering, ligger langs med og kun 150 m fra en af Rügens bedste badestrande. Imidlertid egner byggeriet sig ikke til den moderne turistindustris krav. Alternativt bruges området til at huse forskellige udstillinger, og der er også opført en campingplads lige i nærheden.

Putbus - Rügens hovedstad
Indtil 2. verdenskrig var størstedelen af Rügens jord ejet af en enkelt fyrstefamilie, der boede på øens hovedstad Putbus. Den lille by med kun 5000 indbyggere rummer med sin have og historiske byggerier kulturhistorie, som er langt større byer værdige. Her er en kæmpepark i engelsk stil anlagt i begyndelsen af 1800-tallet af datidens lokale fyrste Wilhelm Malte I zu Putbus (1756-1854). Byens centrum består af et såkaldt ”circus” fra omtrent samme periode dvs. en stor rund plads med en 21 meter høj obelisk i midten omkranset af hvide palæbygninger i den da fremherskende klassicistiske stil. Hele Putbus blev reelt designet af fyrsten, sådan at den i hvert fald i stil kan måle sig med andre europæiske regeringsbyer på dette tidspunkt. Den charmerende lille residensstad er derfor en kulturperle og i kraft af sin historiske status huser den ikke overraskende også Rügens eneste og smukke historiske teater nær byens ellipseformede markedsplads, som også er et syn værd.
Fyrstefamilien købte i øvrigt på et tidspunkt i 1700-tallet den lille strandby Binz, hvortil førnævnte fyrst Wilhelm Malte i 1826 inviterede gæster med det enkle formål at bade. Det blev startskuddet til, at Binz siden voksede sig til at blive en af Tysklands mest prominente badebyer med kurhoteller og pensionater for enhver pengepung. Også Binz er berømt for sin originale badebysarkitektur.

Veteranjernbanen ”Molli”
Enhver, der kun i mild grad er bidt af en gal jernbane, bør på et tidspunkt valfarte til Mecklenburg-fyrsternes gamle sommerresidens Bad Doberan nær Rostock og tage en tur med det charmerende damptog ”Molli”. Denne såkaldte ”bäderbahn” eller på dansk ”badebys-banen” kører i natursmukke omgivelser i et stræk på i alt 15 km. mellem badebyerne Kühlingsborn og Bad Doberan og med station i Heiligendamm. At køre med ”Molli” er som at køre med tog fra tiden omkring 1.verdenskrig, og jernbanen praler af, at være den eneste veteranjernbane, hvor skinnerne fører passagerne ind i byerne præcis som i gamle dage. Naturligvis har ”Molli” en korrekt uniformeret konduktør, som klipper ens billet, som i øvrigt er lavet hård pap. Præcis som i gamle dage…

Eksklusive Heiligendamm
I det nærliggende Heiligendamm ligger et eksklusivt og enestående smukt historisk hotelressort med alt, hvad der hører til et moderne kurhotel. Her på ”Grand Hotel” holdt man i 2007 det såkaldte G8-topmøde for de politiske ledere fra verdens største industrinationer. Stedet med flere restauranter og barer, har måttet gennemgå kostbare renoveringer siden genforeningen i 1990, men i dag fremstår det som et særdeles yndet hotel for prominente tyskere, som gerne bruger det til weekendophold, bryllupper, konferencer og meget andet.
Også i tiden under det nazistiske regime var stedet berømmet og flere gange besøgt blandt andet af Adolf Hitler og Hermann Göring. Den tyske fører tog også Italiens diktator Benito Mussolini med til Heiligendamm. Under G8-topmødet i 2007 blev den daværende italienske statsminister Romani Prodi derfor spurgt af journalister om, hvordan det var at have sovet i det samme værelse, som Hitler i sin tid havde overnattet i. Det betød ikke det store, svarede Prodi tørt, for som italiensk statsminister sad han jo hver dag ved Mussolinis gamle skrivebord…
Heiligendamm praler i øvrigt at være Tysklands ældste badeby, fordi fyrsten af Mecklenburg begyndte at tage bade ved stedet allerede i 1793.

Kirken i Bad Doberan
Kirken i Bad Doberan er i øvrigt usædvanlig velholdt. Nordtyske kirker har det med at være blevet ødelagt eller plyndret under 30-årskrigen, smadret af allierede bombetogter under 2. verdenskrig eller sprængt i luften og forsømt af fanatiske kommunister. Den skæbne overgik imidlertid ikke kirken i Bad Doberan og man har også været forskånet for kunstrøverier, formentlig fordi den lokale fyrstefamilie også ligger begravet her i sarkofager m.v. Her i den smukke kirke, der er bygget i bemalede røde teglsten, kan man endda sidde på originale dekorativt udskårne træbænke fra 1300-tallet og betragte kirkens alter, som er fra samme periode, og som er det ældste fløjalter, man kender i kunsthistorien.
Selv i DDR-tiden fandt kommunisterne penge til at vedligeholde kirken, som før reformationen i 1500-tallet, var bygget sammen med et tidligere omliggende cistercienser-munkekloster. For tiden arbejder den lokale menighed at få kirken på FNs kulturorganisations UNESCOs liste over verdens kulturarvsliste.
Skulle man blive sulten undervejs, så kunne man gå op af Bad Doberans hovedgade til det mere end 200 år gamle hotel ”Prinzenpalais”, som ejerne – et yngre svensk-tysk ægtepar netop har istandsat. Stedet er på alle måder en rigtig god oplevelse.


Links:
www.peenemuende.de
www.molli-bahn.de
www.visitusedom.com
www.grandhotel-heiligendamm.de
www.friedrich-franz-palais.de
www.ruegen.de
www.seetel.de

mandag den 9. november 2009

Muren faldt i Bornholmerstrasse

Ringvej og banegård minder hver dag berlinerne om øen i Østersøen

Af Jarl Cordua

Tidligere bragt i Bornholms Tidende i november 2006

Natten mellem den 9. og 10. november skrev den store brede ringvej Bornholmer Strasse sig ind i verdenshistorien. Det var nemlig ved grænseovergangen i Bornholmer Strasse, at det første ”hul” i Berlin-muren viste sig, da østtyske gendarmer – efter pres fra folkemængden - hævede grænsebommene, og DDR-borgerne i øst for første gang frit kunne bevæge sig ind i Vestberlin. Siden faldt som bekendt resten af muren og dernæst fulgte genforeningen af de to tysklande og afslutningen på den kolde krig.






Mindeplade for Murens Fald den 9. november 1989 nær Bornholmer Brücke, Bornholmer Strasse. Inskription med citat af Villy Brandt





Bornholmer Strasse er en vigtig ringvej med fire vejbaner for den øst-vest gående trafik i den nordlige del af Berlin. I midten af den boulevard-lignende vej kører gule sporvogne og langs Bornholmer Strasse står der allétræer i lige rækker.
Den godt to kilometerlange Bornholmer Strasse er en del af det nordiske kvarter og forbinder de to gamle berlinske arbejderkvarterer Wedding i vest og Prenzlauer Berg i øst. Das Nordische Viertel, eller på dansk: det nordiske kvarter, er anlagt omkring år 1900, hvor gaderne også fik deres navne. Næsten alle gader i kvarteret har enten rod i nordiske stednavne så som Wisbyer Strasse, Osloer Strasse eller Finnländische Strasse eller nordiske digtere som fx Andersen Strasse eller Björnson Strasse, der naturligvis er opkaldt efter vor egen H.C. Andersen og norske Bjørnstjerne Björnson.














Bornholmerhütte
Størstedelen af vejen er en del af bydelen Prenzlauer Berg, der efter murens fald er blevet Berlins kunstner- og bohemekvarter, og Bornholmer Strasse ender i øst ved den store Schönhauser Allé, som er blevet én af Berlins absolut mest trendy gader med små hyggelige caféer, restauranter og billige forretninger. Det er også i Prenzlauer Berg-kvarteret at mange danskere for tiden køber lejligheder op i håb om at score fortjenester på fremtidige værdistigninger på fast ejendom i den tyske hovedstad.
Bornholmer Strasse har ikke ret mange seværdigheder og er derfor ikke et naturligt turistmål. Alligevel skiller vejen sig ud med sine mange fem-seksetagers borgerhuse med grønne baggårde. Borgerhusene ser ud til for størstedelens vedkommende at være genbygget efter krigen, men i deres oprindelige byggestil fra starten af 1900-tallet.














I området findes dog en hel del restauranter, blandt dem knejpen ”Bornholmer Hütte” i Bornholmer Strasse nr. 89, der har en ægte gammeldags keglebane. Et skilt i vinduet fortæller, at den samme familie har drevet knejpen siden 1912. Det vil sige under fem forskellige politiske regimer på 94 år.
I Bornholmer Strasse nr. 92 ligger en hotelpension, der kalder sig ”Bornholmer Hof” eller ”Bornholmergården” på dansk. Bedømt udefra gaden, ser det et-stjernede hotel lidt trist ud, men vurderet ud fra billeder fra hjemmesiden ser de billige, om end små, værelser egentlig udmærkede ud . I Ibsens Strasse ligger folkeskolen ”Bornholmer Unterschule”, og endelig ligger der også en del ambassader i kvarteret omkring Bornholmer Strasse, der ligger ca. 20 minutter fra centrum, så fremt man benytter offentlige transportmidler.















Bornholmer Brücke
I den vestlige ende af Bornholmer Strasse finder man ”Bornholmerbrücke” - eller ”Bornholmerbro” på dansk – der forbinder de 1½ kilometer af Bornholmer Strasse i øst med de 500 meter i vest. Den 27 meter brede og 158 meter lange bro lavet i nikkel og stål fører trafikken over jernbaneterrænet ved stationen ”Bornholmer Strasse”. Da broen blev bygget i 1916 hed den ”Hindenburg Brücke” og var opkaldt efter generalen fra 1. Verdenskrig Paul von Hindenburg, der senere som rigspræsident overdrog Hitler magten. I dag er broens officielle navn ”Bösebrücke” og opkaldt efter en tysk antinazistisk frihedskæmper Wilhelm Böse, der i 1944 blev henrettet af nazisterne. Bösebrücke er dog et lidt uheldigt navn, fordi dette navn på tysk også kan betyde ”Vredens bro”. Berlinerne er dog lune mennesker med glimt i øjet, så derfor foretrækker de i daglig tale at kalde broen for ”Bornholmerbrücke”.














Tæt ved broen er opsat en plade i bronze, der kort fortæller om begivenhederne hin novembernat i 1989. På den anden side af broen på østsiden står en sten, der er lavet af fragmenter fra Berlin-muren til erindring om den tyske hovedstads 18 år som delt by fra 1961 til 1989. Selve grænsen gik i øvrigt midt ude på broen. Derfor hørte 30 meter af broens i alt 158 meter til Vestberlin. Netop på grund af dens historiske betydning er broen fredet.















Spøgelsesbanegård
Under ”Bornholmerbrücke” ligger stationen Bornholmer Strasse, der er et travlt kollektivt trafikknudepunkt for regionaltog, S-tog og sporvognslinjerne M50 og M13 med mange daglige passagerer. Stationen Bornholmer Strasse har eksisteret siden 1935, men lå i årene med Berlin-muren ganske øde hen som spøgelsesbanegård. Under delingen af byen forsvandt sporvognene fra Vestberlin, mens de fortsatte med at køre i Østberlin. Efter genforeningen blev sporvognsskinner genetableret på det manglende stykke af den vestlige del af Bornholmer Strasse, og fra oktober 1995 kørte der derfor igen sporvogne i det vestlige Berlin.

mandag den 10. august 2009

Sachsen-Anhalt overrasker med kultur og seværdigheder

Af Jarl Cordua

Artikelserie om delstaten Sachsen-Anhalt blev bragt i Bornholms Tidende i juli-august 2009.

Der er masser af kultur og naturoplevelser i den nordøstlige tyske delstat, Sachsen-Anhalt.

Sachsen-Anhalt er en af de mindre såkaldte ”nye” østtyske delstater, der ligger sydvest for Berlin og ca. 50 kilometer fra Rostock. Delstaten med 2,4 millioner indbyggere, som floden Elben snor sig igennem, har dog på flere måder bidraget stort til Europas kulturhistorie. Eksempelvis var det i disse egne, at reformatoren Martin Luther for snart femhundrede år siden smækkede sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg og her har tyske fyrster bygget en mængde fine slotte og smukke parkanlæg, som i dag er åbne for offentligheden. I byer som Dessau, Halle og Magdeburg opstod også i begyndelsen af det forrige århundrede store blomstrende industrier indenfor især teknik og kemi. Desværre også med det resultat, at byerne under krigen blev mål for allierede bomber, sådan at store dele af de historiske bykerner blev jævnet med jorden. Efter genforeningen i 1990 har Sachsen-Anhalt kæmpet med afviklingen af den gamle, utidssvarende og ofte forurenende industrier og er nu på vej frem med moderne og ofte grønne industrier. En del af fremgangen har især bund i en udvikling af turistindustrien netop med fokus på specielle oplevelser for turister med interesse for kultur og naturoplevelser. Eksempelvis satser man i området stærkt på cykelturismen, hvor der i naturskønne områder langs Elben er anlagt cykelveje. Men der er også noget at komme efter i byer langs Elben som Dessau og Magdeburg.

"Tante Ju"
Byen Dessau med små 100.000 indbyggere ligger lige, hvor floden Elben møder sin biflod Mulde, og har sin plads i verdenshistorien af primært to årsager. Det var her de legendariske flyfabrikker Junkers Werke lå indtil lige efter 2.verdenskrigs afslutning. Her blev verdens første civile transportfly JU 52 eller ”Tante Ju” produceret allerede i starten af 1930’erne. Senere omlagde nazisterne dog til krigsproduktion af jagere, styrtbombefly som Ju 87 ”Stuka” mv. Imidlertid gik fabrikkerne til grunde efter, at de allierede den 7. marts 1945 bombede Dessau og lagde 80 % af byen i ruiner. Det, der var tilbage af fabrikkernes materiel, blev herefter demonteret af den sovjetiske besættelsesmagt og sendt til Rusland som krigsbytte, hvor det så indgik i den sovjetiske flyindustri. Der findes dog i dag et interessant flymuseum i Dessau for Junkers-flyfabrikkerne.














Model af JU 52 fotograferet i "Ju-Bar" på Steigenberger Hotel Fürst Leopold i Dessau

Bauhaus-skolen
Den anden årsag til Dessaus internationale berømmelse er mere fredelig. I byen lå mellem 1926-1932 ”Bauhaus-skolen”, som var den mest banebrydende og moderne industrielle kunst-og designskole i det 20. århundrede. Skolen byggede på en idé om at kombinere kunstneriske og håndværksmæssige færdigheder til produktion af forskellige former for brugskunst. Ofte gerne i materialer som glas, stål og beton. (Bauhaus skal i øvrigt ikke forveksles med byggemarkedskæden af samme navn). I Dessau boede, arbejdede og underviste verdenskendte navne inden for arkitektur, kunst og design indtil de lokale nazister efter kun seks år lukkede skolen af politiske årsager. Bauhaus (på dansk: ”Byggehus”) er synonym med verdensberømte arkitekter som Walther Gropius og Ludwig Mies van der Rohe samt de mindst ligeså anerkendte kunstmalere Paul Klee og Wassily Kandinsky.
Selve Bauhaus-skolens bygning, som er tegnet af Gropius, er opført i 1925/26 og står nu intakt og totalt renoveret ikke langt fra Dessaus banegård. Byen Dessau, satser massivt på sin genfundne kulturarv, og i dag er der en lind strøm af kulturturister fra hele verden til skolen, som engang udklækkede sin generations største talenter indenfor arkitektur, malerkunst, design og brugskunst. boliger

Bevaringsværdig garage
Fem minutter på gå-ben fra skolen står i øvrigt andre epokegørende eksempler på Bauhaus-arkitektur. I tyverne byggede lærerne deres private boliger, de såkaldte ”Meisterhäuser”, som minder om moderne etplanshuse, og naturligvis også er i Bauhaus-byggestil. De er naturligvis åbne for offentligheden. Walther Gropius hus fik desværre en fuldtræffer under krigen, men bevaret er hans garage. Den er formentlig den eneste garage, som står på FN’s kulturorganisation UNESCOs såkaldte ”verdenskulturarv-liste”, sammen med de talrige andre Bauhaus-byggerier i Dessau. Byen har allerede vedtaget at genopbygge Gropius’ hus samt andre nu nedrevne byggerier blandt andet en iskiosk, som stod tæt på Gropius’ hus. Så der ikke noget at sige til, at byen i år med manér med udstillinger mv. fejrer 90-årsjubilæet for grundlæggelsen af Bauhausskolen, selv om at den faktisk oprindeligt blev grundlagt i byen Weimar i 1919.
Et helt særligt indtryk af Bauhaus byggestilen får man ved besøg i restauranten i bygningen ”Kornhaus”, som ligger med en smuk udsigt til Elben. Udover at den smukke runde bygning giver en fantastisk udsigt til Elben, så er indretningen (og musikken) tilstræbt stilen fra ca. 1930.

Byens søn Kurt Weill
Komponisten Kurt Weill (1900-1950) – kendt for at skrive musikken til digteren Berthold Brechts teaterstykker ”Laser og Pjalter” og ”Mahagony”mv. voksede op i Dessau, som søn af byens jødiske kantor. Weill bliver hvert år hædret af sin hjemby med en stor koncert, og der er en permanent udstilling om ham i et af Bauhaus-lærernes huse.
Dessau har i øvrigt et udmærket kunstmuseum ”Anhaltische Gemäldegalerie”, med 2000 malerier fra det 15. til det 19 århundrede baseret på samlinger af den lokale fyrstefamilie. Kunstmuseet holder til i slottet Georgium, som ligger i den smukke slotspark Georgengarten. Haven står også på UNESCOs kulturarvliste, og er absolut en spadsertur værd. Og alt sammen kan opleves inden for gåafstand fra togstationen i Dessau med forbindelse til Berlin hver time.














Georgeum i Dessau huser samlingen "Anhaltische Gemäldegallerie"

Vesuv midt på marken
Hvis man vil imponere fruen med romantiske omgivelser, så er Wörlitzer Park i nærheden af Dessau sagen. Det er et imponerede parkanlæg med en stor sø, hvor man kan hyre en gondol og sejle rundt og opleve, hvordan den lokale fyrste for 200 år siden anlagde en park engelsk stil med små kanaler og øer. Her kunne han nyde så fred og ro med elskerinden, der meget praktisk ifølge overleveringen også var gartnerens datter. Stedet er oversået med smukke broer og bygninger samt skulpturer fra samme periode, der alt i alt fremstår harmonisk. Et særligt pudsigt indslag er dog ”øen Stein” (Dansk: Sten), som er udtænkt af en særlig spøgelysten fyrste, der byggede en minikopi af vulkanen Vesuv for ved særlige lejligheder at foranstalte et spektakulært vulkanudbrud ved hjælp af fyrværkeri og et vandanlæg. På øen ligger desuden et amfiteater, mørke gange og meget andet. Og alt sammen ligger det mit ude på det i øvrigt ret flade nordtyske marklandskab. En eftermiddag i Wörlitzer-park kombinerer derfor på perfekt vis både en stor kunst- og naturoplevelse. Og i tilknytning til stedet er en lille by med flere hyggelige små hoteller til overkommelige priser.

Domkirkebyen Magdeburg
Magdeburg er en middelstor by med 230.000 indbyggere, der ligger ved Elbens bredder, og i øvrigt også sæde for delstatsregeringen i Sachsen-Anhalt. Siden genforeningen for snart tyve år siden har byen været udfordret af en massiv tilbagegang i indbyggertal som følge af afviklingen af den østtyske industri, men i de seneste år har man formået at vende udviklingen. Magdeburg har et stort universitet, men har også fået tilført ny industri blandt andet en vindmøllefabrik.
Selvom Magdeburg ved et bombeangreb i marts 1945, der kun varede 39 minutter, fik ødelagt store dele af sin historiske bykerne, så fik man efter krigen genopbygget de væsentligste bygninger. Det drejer sig især om den 800-år gamle domkirke, som er Tysklands første gotiske katedral, men først for relativ nylig også Johanniskirche, som Martin Luther i 1524 prædikede i. Siden krigen havde den ellers henligget som kirkeruin. Man har i øvrigt gravet dele af den gamle by ud, hvor der blandt andet har åbenbaret sig et voldgravsanlæg og fritliggende interessante ruiner fra Middelalderen.














Den over 800 år gamle domkirke er Magdeburgs vartegn

Træer på 3. sal
Magdeburg fik dog i 2005 endnu en ny og enestående turistattraktion. Da stod det meget særprægede og farverige byggeri ”Die Grüne Zitadelle” (Det grønne kastel) af den nu afdøde østrigske arkitekt Friedensreich Hundertwasser (1928-2000) færdig. I begyndelsen protesterede de lokale borgere kraftigt imod planerne om at opføre det rødlige bygningskompleks, der mest af alt minder om et hus fra en børnetegning med træer, der vokser ud af vinduer i 3.sals højde og græsbeklædt tag. Men allerede det første år efter, at bygningen blev opført kom 300.000 turister valfartende for at beundre Hundertwassers kunstværk. Den overvældende interesse gav et gevaldigt skub til Magdeburgs turistindustri og forretningsliv og så kan nok være, at tonen blandt borgerne fik en anden lyd. I dag er det byens største attraktion og vartegn nr. 2 efter domkirken.














Arkitekten Friedensreich Hundertwassers mesterværk "Die Grüne Zitadelle" i Magdeburg

Hundertwasser, som aldrig så bygningen opført, mente noget i retning af, at rette linjer er skadelige for sjælen og derfor er fx ingen vinduer eller gulvklinker ens. Så i konsekvens af det, så har bygningen ingen rette linjer (om end at gulvene er plane). I komplekset bor familier i lejligheder sammen med erhverv, og der sågar også en børnehave, restauranter og et hotel. Hundertwassers bygning kan beundres i timevis. Den har ikke sin mage i Nordeuropa og enhver minimalt arkitekturinteresseret person bør slå et smut inden om Magdeburg for at se det og evt. tage en overnatning på hotellet. Det er ikke så dyrt.
















Stueplan "Grüne Zitadelle", Magdeburg

Århundredetårnet begaver
En anden af Magdeburgs nyeste attraktioner er det såkaldte ”Jahrhundertturm” (Århundrede-tårnet), der er et slags levende fysiklokale i seks etager, som på en meget pædagogisk måde i praksis viser teknikkens udvikling siden oldtidens gamle grækere og romeres opdagelser og frem til i dag. Tårnet blev bygget i 1999 på kun seks måneder i forbindelse med en større udstilling i Elbauenpark. For enhver, der bare er moderat teknik-begejstret, er der tale om en glimrende måde at blive lidt klogere på fysikkens love. Tårnet er derfor et helt oplagt udflugtsmål for folkeskolens ældste klasser, der er også audioguides på engelsk, og ellers kan man bare nyde udsigten over Magdeburg fra tårnets top.
Området, hvor Jahrhundertturm ligger, har i øvrigt været militært øvelsesterræn fra før krigen. Under Den Kolde Krig var området afspærret af de sovjetiske styrker, som havde deres permanente base her. Det tog myndighederne flere år at oprense den ret så forurenede jord, men i dag er området frit tilgængeligt for lokalbefolkningen med grønne områder, blomsterparker, friluftsscener og meget andet.
”Magdeburg overrasker” lyder byens officielle turistslogan. Og det er der bestemt noget om.















Udsigt over "Elbauenpark" fra "Jahrhundertturm" i Magdeburg


Links:
www.dessau.de/
www.technikmuseum-dessau.de/
www.bauhaus-dessau.de/
www.woerlitz-information.de
www.gruene-zitadelle.de
www.elbauenpark.de
www.magdeburg.de/
www.georgium.de

tirsdag den 16. juni 2009

Verdensbyen Hamborg

Bragt Bornholms Tidende i juli 2007

Af Jarl Cordua

En tysk storby med kulturtilbud, der overgår Københavns.

Hamborg er et oplagt mål for alle med interesse for storbyferie. Man kan fx. nå metropolen ved Elben-floden i egen bil via motorvejen og Rødby-Puttgarten på ca. fem-seks timer fra København - afhængig af trafikken lige før Hamborg. Tager man turen i egen bil via én af Scandlines færgeruter, så vær opmærksom på, at enkelte hoteller i Hamborg giver lidt rabat på overnatningen ved fremvisning af en færgebillet. Med hensyn til transport rundt i byen, så lad bilen stå og tag metroen. Det er langt det nemmeste.

Verdens port
Hamborg er Tysklands næststørste by med 1,7 millioner indbyggere - knapt det dobbelte af København. Byen kalder sig ”Verdens port” eller på tysk ”Tor zur Welt” og har siden middelalderen været en betydende søfartsby. Hamborg har stadig Europas næststørste havn, der hvert år modtager otte millioner containere, og omfanget af skibstrafik overgås kun af Rotterdam.














Under forvandling
Hamborgs indre bys havneanlæg overgår store forvandlinger i disse år. Store arealer er blevet ryddet, og i stedet bliver der bygget eksklusive boliger med udsigt til Elben og egen bådplads. Beboerne har heller ikke langt til Hamborgs nye koncerthus ”Elbfilharmonien”, der er under opførelse i den nye ”Hafencity”. Den gamle frihavn ”Speicherstadt” (lagerbyen) er i de seneste år blevet åbnet for offentligheden, og nye restauranter og seværdigheder er blevet indrettet i de gamle pakhuse.













Bornholms Tidende aflagde besøg i et ”kafferisteri”, der er indrettet som et levende museum, hvor originale kaffesække lå frit fremme, og kaffen blev malet blandt gæsterne - som det sikkert er foregået i 1800-tallet. En udsøgt og veltillavet stor kop kaffe kostede kun 15 danske kroner, og så fik man både en oplevelse og hyggelig stemning oven i hatten. Hamborgs udvalg af specialforretninger inden for eksempelvis mad og vin overgår i øvrigt langt, hvad man kan finde i den danske hovedstad.















Shoppingbyen
Eksklusive modeforretninger med tidens luksusmærker ligger dør om dør i shopping-gaden, ”Neuer Wall”, som man ellers kun finder det i London eller New York. Gaden ”Jungfernstieg” langs Elben-bifloden Alster er en anden kendt shopping-gade, hvor det netop åbnede ”Europa-Passage” på 30.000 kvadratmeter allerede er blevet et nyt indkøbsmekka. Prisniveauet på restauranter og i butikkerne er i øvrigt på niveau med det danske. Det er der ikke noget at sige til, da handelsbyen Hamborg er den by i Tyskland med flest millionærer.














Ny bykerne
Hamborg-bydelen Altona, der ikke ligger langt fra centrum, var indtil krigen 1864 under den danske konge. Hamborgerne er deres fortid under Danmark bevidst, og man kan faktisk finde gamle sten i asfalten, der markerer den gamle grænsen mellem det dengang danske rige og selve Hansestaden Hamborg. Den moderne tid har dog været hård ved byen. I 1842 brændte det meste af den gamle middelalderby ned, og 100 år efter gik det endnu værre. Hamborg var blandt de tyske byer, der for alvor betalte prisen for nazisternes krigseventyr under 2. verdenskrig. ”Operation Gomorra” bestod af syv luftangreb i juli-august 1943, hvor de allierede ved at kaste en kombination af spræng- og brandbomber forårsagede ødelæggende ildstorme, der på ingen tid brændte hele bykvarterer ned. De civile ofres antal er ikke nøjagtigt opgjort, men anslås til et sted mellem 35.000-125.000. Knapt en million blev hjemløse. I dag står det 147 meter høje tårn i den udbrændte Nikolai kirke som mindesmærke for verdenskrigens ofre på slagmarken, i KZ-lejrene og under luftbombardementerne. Man kan komme op i tårnet, der har en fantastisk udsigt. En permanent udstilling ved tårnet beretter om ”Operation Gomorra”. Hamborgs indre by var først genopbygget omkring 1960. Det er ikke alt byggeri, der er lige spændende, men kirken Skt. Michael og Rådhuset er blandt de relativt få bygninger, der stadig vidner om tiden fra før krigen. Dertil kommer charmen ved byens utallige kanaler og broer samt fascination af det kraftige tidevand, man oplever.














Tremmeløst zoo
Er man eksempelvis en familie på vej syd på i bil, så kunne man for sine børns skyld (men så sandelig også for sin egen!) lægge vejen forbi Hamborgs charmerende zoologiske have Hagenbecks Tierpark, som i øvrigt fylder 100 i år. Det særlige ved Hagenbeck er, at det er et såkaldt ”tremmeløst” zoo, hvor dyrene går mest muligt frit omkring og kun begrænses af volde og små diskrete hegn. Når man en gang har oplevet børnehaven på udflugt fodre indiske elefanter med gulerødder, så er man solgt til Hagenbecks publikumsvenlige koncept, hvor fodring af dyr med alskens grøntsager og frugt er tilladt. Ungerne er - målt på de spontane udbrud og deres frydefulde ansigter - ovenud begejstrede, og elefanterne ser også ud til at nyde situationen. Det er i øvrigt et naturskønt parkanlæg med søer og kunstigt skabte stejle Himalaya-lignende bjerglandskaber til glæde for visse gedearter. I øvrigt er haven fyldt med alskens eksotiske dyr og sjældne planter. Særligt opsigtvækkende er figurer af forhistoriske dyr i naturlig størrelse, som man kan møde i en særlig del af haven.Snyd ikke jer selv for at gå i Hagenbeck tropeakvarium med nilkrokodiller, cobraslanger og meget andet. Det er et stensikkert hit hos børn og enhver anden med blot minimal interesse i dyreriget.















Rejsen til Amerika
I perioden 1850-1934 søgte fem millioner europæiske udvandrere, heriblandt mange danskere lykken i Amerika og rejste ud med skibe, der stævnede ud fra Hamborg. Et stort oplevelsescenter om udvandringen er blevet indrettet i det gamle opsamlingssted for udvandrerne ”BallinStadt”, der også blev kaldt for ”Drømmenes havn”. Oplevelsescenteret åbnede 5. juli i år i bydelen Veddel. Udvandrermuseet har blandt andet passagerlister er samtlige udvandrere i nævnte periode, hvor besøgende eller andre via Internettet kan søge efter evt. familiemedlemmer. Udstillingen viser især, hvilke forhold passagerne rejste og levede under, samt dokumenterer deres drømme og håb om fremtiden i brevene, de sendte hjem.

H.C. Andersen
Er man til det finkulturelle, så er eksempelvis Hamborgs ballet med dets instruktør og koreograf John Neumeier i verdensklasse. I september har man blandt andet H.C.Andersens ”Den lille havfrue” på programmet i den Hamborgske Statsopera, der naturligvis også byder på operaforestillinger. Byen har i øvrigt intet mindre end tre symfoniske orkestre, deriblandt Hamburger Symfonikerne, der også kan opleves i Laiez Musikhalle og fra 2009 også i førnævnte kommende Elbphilharmoni.
Moderne kunst kan opleves i Hamburger Kunsthalle, der i sommer har en interessant udstilling kun med søfartsmotiver.
Hamborgs forlystelseskvarter ligger i det gamle sømandskvarter St. Pauli og er særligt koncentreret omkring boulevarden Reeperbahn. ”Forlystelseskvarter” skal her forstås i ordets bredeste betydning, for området er berømt/berygtet for sin åbenlyse prostitution i et særligt område, men dertil kommer så bydelens perlerække af internationale musicalforestillinger og glimrende restauranter.

Fodboldbyen
For fodboldinteresserede er der mulighed for at se bundesligafodbold i AOL Arena (Nu HSH Nordbank Arena) fra 2000, hvor byens stolthed ”Hamburger SV” spiller hjemmekampene blandt andet med den tidligere FC Midtjylland-spiller Mohamed Zidan på holdet. Helt aktuelt spiller klubben hjemme mod et andet tysk storhold FC Bayern München søndag den 2. september. Der er også mulighed for at opleve rockgruppen ”The Police” 11. september på dette hypermoderne stadion med 57.000 siddepladser.
Vil man opleve en anderledes, men stadig festlig stemning på lægterne, så foregår det på Millerntor stadion nær Reeperbahn, hvor FC St. Pauli har hjemmebane. Det er her bydelens brogede indbyggere - ofte betegnet som den ”alternative scene” - samles under en sort piratfane med dødningehoved for at støtte holdet. Alt det til trods så spiller både St. Paulis ”elleve” og fans rollen som Tysklands outsiderklub nr. 1 samt HSVs fattige lillebror på en ganske charmerende facon og nyder popularitet overalt. De udbudte 10.000 sæsonkort er derfor for længst udsolgt.
HSV endte sidste sæson som nr. 7 i bundesligaen, mens St. Pauli vandt deres række i regionalliga Nord og derfor fra denne sæson optræder i Tysklands næstbedste række, 2. bundesliga.

Med tog til rundkirken
Børn i alle aldre med blot en smule hang til modeltog bør vende næsen mod ”Miniatur Wunderland”, der ligger i et af de store gamle lagerhuse i ”Speicherstadt”. Her kører modeltog rundt på 900 kvadratmeter i en uendelighed i de smukkeste miniaturelandskaber fra Tyskland og dets nabolande samt USA. Naturligvis oplever man Hamborg by, men også smukke og hyggelige sydtyske byer og bjerglandskaber. En sjov gimmick ved udstillingen er, at lyset skifter hvert kvarter, sådan at de besøgende oplever aften og nattestemning med lys i de vinduer og i gadelygter. Danmark er naturligvis også repræsenteret med et landskab, hvor Egeskov Slot på Fyn optræder ved siden af en bornholmsk rundkirke, der i øvrigt ikke ligger så langt fra Lillebæltsbroen, hvor computerstyrede tog suser forbi. Pyt med disse geografiske unøjagtigheder, for udstillingen er ellers så gennemført i detaljen, at selv nummerpladerne på bilerne i miniature skam er hvide med en rød ring omkring. Det kan ikke undre, at Miniature Wunderland i dag er Hamborgs største turistattraktion med over en million besøgende sidste år. Udstillingen fortsætter med at vokse, og fra september i år kan man glæde sig over tog, der kører rundt i de schweiziske alper. Det er i øvrigt slående for den gode og børnevenlige atmosfære omkring hele udstillingen, at personalet består af glade tog-entusiaster. En familie med to børn kommer ind med rabat for 28 Euro dvs. 210 kr.
I Hamborg er der i hvert fald noget at opleve for alle og enhver.














Læs mere på

www.hamborg.de
www.hagenbeck.de
www.miniatur-wunderland.de
www.hsv.de
www.fcstpauli.de
www.hamburger-kunsthalle.de

Kæmpe havmuseum på vej i Stralsund

Bragt i Bornholms Tidende i december 2006

Af Jarl Cordua

Nyt havmuseum, kulturhistorie og vandland skal lokke turister til hansestaden

Enhver bornholmer har både set og spist sild, men det er formentlig de færreste, der har oplevet dem i stimer. Snart kan rejselystne bornholmere se både sildestimer, hajer og sæler live samt en udstillet blåhval i fuld størrelse. Det sker, når den nordtyske by Stralsunds nyeste attraktion, havmuseet ”Ozeaneum”, slår dørene op i påsken 2008. Den gamle hansestad Stralsund er bestemt et besøg værd og ligger kun 42 km eller en lille times kørsel fra færgelejet Neu Mukran nær Sassnitz på Rügen, hvor overfartstiden er 3½ time fra Rønne.

Blåhval i fuld størrelse
Ozeaneum får 39 store akvarier med i alt seks millioner liter vand. Udstillingerne vil omhandle verdenshavene, men der bliver særlig fokus på dyre- og plantelivet i Østersøen, Nordsøen og Nordatlanten. Især de levende hajer vil vække særlig opsigt, men også interessante fisk og skaldyr så som gedder, stør, helleflynder og hummer får utvivlsomt deres fans. I Østersø-udstillingen vil besøgende kunne se en række akvarier med kendte fiskearter som torsk og laks, men også bunddyr som fladfisk og krabber. Èt særligt akvarium vil indeholde 113.000 liter vand med sild, der vil svømme i stimer. I et 1600 kvadratmeter stort akvarium, kan gæster opleve rigtige sæler og pingviner samt fisk og dyreliv fra Polarhavet.
En 20 meter høj udstillingshal på Ozeaneums fjerde etage er helliget ”havets kæmper”, hvor man bl.a. udstiller en 29 meter lang blåhval og en 16 meter lang pukkelhval i fuld størrelse. Det bliver naturligvis også muligt at se film og høre lydoptagelser med hvalerne.

Også for børn
Det nye havmuseum rummer naturligvis lidt for enhver smag og interesse, men bliver i hvert fald et oplagt udflugtsmål for bornholmske skoleklasser i biologi. En udstilling fokuserer fx på forskning i havmiljø, mens en anden udstilling udelukkende skal skabe interesse hos familier med børn. Her er ambitionen, at familien får fælles oplevelser ved at se, røre og føle udstillede genstande, og af den vej øge børns viden om livet i verdenshavene. Fx bliver det muligt interaktivt, at ”dykke” ned på havets bund for at se skaldyrenes larver blive udklækket.
Ozeaneum bliver placeret fysisk midt imellem havnens historiske pakhuse, og de besøgende får en fantastisk udsigt over farvandet Strelasund til den store ø Rügen. Bygherren bag projektet - det nuværende noget mindre tyske havmuseum i Stralsund - gør meget ud af at forklare, at Ozeaneums fire bygninger arkitektonisk kommer til at passe ind i bymiljøet. For tiden er kranerne i fuld gang med at lave fundamentet til bygningerne, der fylder 300 kvadratmeter. Det er i øvrigt muligt at følge byggeriet live via et webcam på Ozeaneums hjemmeside. Når de meget lyse og nærmest glasagtige bygninger står færdige i december 2007, udstiller museet på i alt 9000 kvadratmeter fordelt på fire etager.

Pris 375 mill.kr
Helt billigt bliver det heller ikke. Omkostningerne for Ozeaneum løber op i 375 millioner danske kr. Halvdelen af finansieringen kommer fra forbundsregeringen i Berlin. Museumsfolkene fortæller med slet skjult stolthed, at finansieringen kom i hus, da den daværende socialdemokratiske forbundskansler Gerhard Schröder var på valgturné i byen. Ved den lejlighed fik Stralsund-borgerne lokket et tilsagn ud af ham om finansiel støtte til projektet , som de siden holdt Schröder fast på, da han i 2002 blev genvalgt til kansler. Det er sikkert ikke helt uden grund, at folk i Stralsund nedstammer fra de dygtige hanse-købmænd.

Stralsund satser
Den nordtyske by Stralsund ligger på det tyske fastland, og bornholmere kommer hurtigst dertil fra øen Rügen via broen over farvandet ”Strelasund”. En ny og meget synlig moderne bro er i øvrigt under opførelse og kommer i brug i løbet 2008. Byen med sine 60.000 indbyggere er én af de større byer i den nordtyske delstat Mecklenburg-Vorpommern. Stralsund blev grundlagt i 1234 og oplevede sin storhedstid som vigtig handelsby og medlem af det primært nordtyske hanseforbund, der i den senere middelalder med handel og undertiden våben i hånd på alle måder dominerede Østersø-området herunder Bornholm. I dag er Stralsunds i øvrigt bilfrie by med dets bymur særdeles velbevaret med mange ældre bygninger. Rådhuset og de gamle købmandshuse nær det brolagte Alter Markt (Gammel Torv) er fra byens storhedstid under ”hanseaterne”. I øvrigt kom både Stralsund og den nærliggende Wismars bykerner i 2002 på FN’s kultur og uddannelsesorganisation UNESCO’s liste over steder for verdens kulturarv, netop fordi præget fra Hanseforbundets storhedstid i 1300-tallet i de to hansestæders bycentre er så velbevarede og tydelige.

Byen var svensk
Den svenske kommandants bolig fra 1746 også på Alter Markt er et andet seværdigt levn fra byens senere historie. Med 30-årskrigen blev Stralsund og store dele af Nordtyskland fra 1648 en del af stormagten Sveriges hastigt voksende østersøimperium. Epoken med svensk kommandant i byen sluttede først små to hundrede år senere, da de europæiske stormagter på Wienerkongressen i1815, tildelte Preussen (dvs. det senere Tyskland) resterne af det svenske Pommern herunder Stralsund.
Ikke langt fra Alter Markt ligger Stralsunds St. Nikolai-kirke, hvis ældste dele fra 1200-tallet er bygget i den sædvanlige stil, nordtysk teglstensgotik, og kirken er bestemt et besøg værd. Permanente udstillinger i kirkerummet fortæller om kirkens og Stralsunds historie, og man er især meget stolt over kirkens originale orgel fra 1841 bygget af den berømte tyske orgelbygger Buchholz. Orglet er netop blevet indviet efter en restaurering, der har kostet svimlende 12 millioner danske kr. Sidste sommer fik kirken i øvrigt fint besøg af både kansler Angela Merkel og den amerikanske præsident Bush.
Den 6. oktober 1944 kastede amerikanske bombefly brandbomber over Stralsund, der dræbte 800 mennesker, gjorde halvdelen af indbyggerne husvilde og ødelagde en mængde historiske bygninger, blandt dem Johannes Klosters kirke. Klosteret står stadig, men kirken opgav DDR-myndighederne at genopbygge. Den er i dag en vedbendbehængt, men ganske stemningsfuld ruin.
Udenfor bykernen er bebyggelsen varieret, men mest domineret af billigt DDR-lejlighedsbyggeri såkaldt ”plattenbau” eller ”kaninbure”.
.
Mærsk-ejet værft
En enorm og fra hovedvejen synlig skibsbyggerhal er blandt verdens største, og tilhører til det lokale værft ”Volksverft Stralsund”. Skibsbyggerhallen er 300 meter lang, 108 meter bred og 74 meter høj. Værftet har siden 1998 været ejet af rederiet A.P. Møller og samarbejder i øvrigt med rederiets kendte danske Lindøværft på Fyn. Værftet bygger især containerskibe for A.P. Møller-rederiet.

Nordtysk vandland
Bornholmske familier kender Brændesgårdshavens vandland, og mange har sikkert besøgt badelandet ”Lalandia” ved Rødby. I udkanten af Stralsund finder man
vandlandet ”HanseDom”. En rabatordning sikrer, at en familie på to voksne med et barn for ca. 250 kr. kan tilbringe hele dagen i det 2000 kvadratmeter store vandland ”Seestern-therme” (søstjerne-kurbad), der har fem forskellige rutschebaner, bølgebad, spa, kunstig solbadning og restauranter. Vandet og temperaturen holder tropiske 32 grader. Vandlandet er bygget op omkring et tema, der er en blanding af inkariget med vandfald og grotter iblandet lidt ”øde-ø-stemning” med palmer. I vandlandet bliver ingen ”stemt hjem” før tid, for HanseDom har gjort en del ud af sikkerheden. Fx er der ingen skarpe kanter i vandlandet og børn - i alle aldre - har overhovedet ingen problemer med at more sig. Vandlandet arrangerer i øvrigt løbende forskellige aktiviteter for børnene.
En lille del af det enorme bassin er udendørs, og her er vandet også 32 grader – hele året rundt. Der er også mulighed for massage, dampbad, sauna i et indendørs wellnessområde designet efter 1001 nats eventyr med et ”maurisk bad” og naturligvis udstyret med en hyggelig bar. Får man lyst til at besøge wellness-området skal man - blot til orientering - nok ikke være for genert, for det er nemlig langtfra alle tyskere, der beholder badetøjet på i områdets fælles baderum eller sauna. Stemningen minder derfor lidt om den, som bornholmerne kender til med ugenerte tyskere på Dueoddes sandstrande i turistsæsonen.

Pengeløst samfund
I samme bygning, som vandlandet har til huse, ligger det firestjernede hotel ”Dorint”, der fungerer som et badehotel med restaurant osv. Er man gæst på hotellet er besøg i HanseDoms vandland – bortset fra nogle timer sidst på eftermiddagen - gratis. Som gæst er det helt i orden at klæde om på værelset, slå badekåben om sig, tage elevatoren ned, gå de ca. tyve meter forbi receptionen til omklædningen og HanseDoms vandland. På samme måde har hotelgæster direkte adgang til et fitnesscenter samt områdets offentlige sportshaller, hvor der blandt andet er mulighed for at spille tennis, squash og badminton. HanseDom har i øvrigt udviklet det pengeløse samfund. En lille chip på ens badearmbånd registrerer alle varekøb i vandlandet fx i baren, restauranten eller i wellnessområdet. Dermed kan gæsterne vente med at betale, hvad de skylder - enten når de forlader vandlandet, eller når de checker ud af hotellet efter et forhåbentlig vellykket ophold i Stralsund. Mulighederne er i hvert fald til stede.

Læs mere om ”Ozeaneum” www.ozeaneum.com
Læs mere om Stralsund: www.stralsund.de
Læs mere om HanseDom. www.hansedom.de

Fra fiskeri til turisme

Af Jarl Cordua

Bragt i Bornholms Tidende i juni 2006

Østersø-havnebyen Heiligenhafen ligger i det gamle Vesttyskland i delstaten Schleswig-Holsten. Det har aldrig været meget industri, og arbejdsløsheden har ofte været høj, men ligesom mange andre havnebyer ved Østersøen satser Heiligenhafen massivt på turisme fra Skandinavien og Tyskland.
Situationen for byen minder lidt om Bornholms. Engang var fiskeri byens absolutte hovederhverv, men som følge af nedgangen i fiskeriet står turismen nu for 70 procent af byens beskæftigelse i dag.
Heiligenhafen har 9.200 indbyggere og ligger i det østlige Holsten sydvest for øen Femern. Gik man tur på havnen i Nexø i firserne og starten af halvfemserne, så man ofte fiskefartøjer fra netop Heiligenhafen lande store mængder torsk. Men ligesom på Bornholm er fiskeriet stagneret for de holstenske fiskere.
- Russerne har overfisket torskens gydepladser i deres del af Østersøen, og det har gjort bestanden mindre, lyder forklaringen fra byens unge energiske turistchef Oliver Behnke. I dag består fiskeflåden af 40 mindre kuttere og 10 større trawlere, der i Heiligenhafen årligt lander i alt 2000 tons fisk.

Store investeringer
Turistsatsningen koster dyrt. Med hjælp fra delstatsregeringen i Schleswig-Holstein og EU, bliver der i årene 2001-2008 investeret, hvad der svarer til 170 millioner danske kroner i at udvikle byens turisme såsom at sanere byens kystpromenade, udbygge sejlsportshavnen og senest et nyt indendørs turistcenter i glas til en pris af 70 millioner danske kroner. Her er indkøbsmuligheder og et indendørs legeland for børn indrettet efter et ”Skatteøen”- tema. De voksne har adgang til wellnesscenter med Spa, Thalasso mv. Yngre mennesker kan tilbringe regnfulde dage i en sportshal med sand på gulvet, så der er mulighed for at spille strandfodbold, beachvolley og dyrke anden sport.
- Vi har tænkt over, hvad vi kan gøre for, at turisterne har noget at foretage sig de dage, hvor solen ikke skinner. Men vi lægger bare et andet gulv, hvis vi skal bruge lokalet til en fest eller til en udstilling, forklarer Oliver Behnke.

Udvider marina
Havnen, der ligger tæt på byens torv, og det maritime miljø med dets fiskerbåde er naturligvis store trækplastre for byens markedsføring.
- Vi har 160 sejlbåde liggende nede i vores sejlsportshavn. Vi har også omkring 20 såkaldte ”maritime lejligheder”, hvor man for 600 kr. i døgnet kan leje en sejlbåd med skipper. Der kan være op til otte mennesker om bord, siger turistchefen.
Heiligenhafen kalder sig ”byen ved havet” og anbefaler sig selv inden for sejlsport, surfing og lystfiskeri fra både. Oveni er der fire kilometer sandstrand. Skulle turister komme i sejlbåd, er der 1000 bådpladser ved marinaen, som i øvrigt udvides til et ”vandsportscentrum” i 2007. Pris: 23 millioner danske kroner.

Lærer dansk
Særligt begunstiget er Heiligenhafen med den 2,5 kilometer lange og kun 300 meter brede halvø ”Graswarder”, der har en enestående flora og fauna fyldt med yngelfugle. Det meste af området er siden 1968 et lukket naturreservat, men offentligheden kan få adgang på de daglige guidede ture, og af hensyn til turisterne har man senest bygget et nyt udsigtstårn midt ude på halvøen.
Selvom 98 procent af turisterne i Heiligenhafen er tyskere og kun 2 procent er fra Sverige og Danmark, så er det netop med gæster fra disse 2 lande, at byen forventer væksten i fremtiden:
- Vi satser meget på Sverige og Danmark, og derfor har vi også indset, at turisterhvervet må lære sig dansk og svensk, påpeger Oliver Behnke.

Tycho Brahe mistede næsetippen i Rostock

Bragt i Bornholms Tidende i juni 2006

Af Jarl Cordua

Krønikeskriveren Saxo skrev i sin krønike, at den danske konge Valdemar I i 1161 var gang med at angribe den på dette tidspunkt hedenske slaviske by ”Roztoc”. Senere bosatte tyske købmænd og håndværkere sig, og som hansestad i middelalderen oplevede Rostock sin absolutte storhedstid.
- Her blev jet-alderen opfundet!, fastslår vores guide – en nydelig dame midt i tresserne, med henvisning til, at Heinkel-flyfabrikkerne producerede verdens første jetfly i 1939. Det var nu ellers mest bombefly til Luftwaffe, som rullede ud fra Heinkels fabrikshaller. Over 7000 i løbet af krigen.
Desværre var flyfabrikkerne, der lå i byens udkant, også årsagen til, at byen i april 1942 blev luftbombet af de allierede. Det gik hårdt ud over Rostocks historiske indre by og mere end en fjerdedel af alle byens huse blev ødelagt. Takket være evakuering omkom ”kun” 300 mennesker, mens Heinkel efter tre dage kunne genoptage flyproduktionen. Den smukke Marienkirche med det astronomiske ur fra 1472 var heldigvis ikke blandt de mange ødelagte huse.

Stasi-museum
Efter krigen kom Rostock til at ligge i DDR, og netop Marienkirche var mødested for oppositionen:
- Her i kirken fandt borgermøderne i november 89 sted - lige før det kommunistiske styres fald, men STASI (den østtyske statssikkerhedstjeneste) fulgte naturligvis godt med i, hvem der deltog i møderne, beretter vores guide og peger op mod vinduerne i lejligheden overfor indgangen til kirken.
Ikke overraskende har Rostocks turistsektor gjort en dyd ud af nødvendigheden og har derfor oprettet et STASI-museum som endnu en turistattraktion for byen.
Imidlertid har man ikke markeret, hvor en anden – set med danske øjne – interessant begivenhed fandt sted. Det var nemlig i Rostock, at Danmarks vel nok mest betydningsfulde videnskabsmand astronomen Tycho Brahe som tyveårig student i 1566 efter et heftigt drikkelag mistede næsetippen i en fægteduel og derfor resten af livet bar en protese. Brahes ærinde i byen var studier, og formentlig gik han på Rostocks Universitet, som er Nordeuropas ældste og fra 1419.
- Nu håber vi, at der kommer nogle flere turister til Rostock. Vi har brug for dem, fastslår guiden.
Udsagnet giver især mening, når man ved, at byen i begyndelsen af halvfemserne havde 50.000 flere indbyggere end nutidens 200.000. Årsagen er lukningen af områdets store industriarbejdspladser i begyndelsen af 1990’erne. Det er derfor ikke overraskende, at delstaten Mecklenburg-Vorpommern med en arbejdsløshed i 2004 på 22 procent går nye veje for at skabe beskæftigelse. Rostock satser især på sejlsportsturisme og forsøgte at blive OL-værtsby for afviklingen af sejlsportskonkurrencerne, da Leipzig forgæves bød på OL i 2012.

Sidste tørdok
Rostock ligger 12 kilometer inde i landet, og man kan sejle dertil fra kysten ad floden Warno fra dens udmunding i Warnemünde. Området bærer præg af, at især skibsværftsindustrien er under hastig afvikling:
- Her ser vi Tysklands sidste tørdok i funktion, fortæller en turistguide nøgternt i højtaleren, da vi sejler på floden fra Rostock by til Warnemünde. En tur, der varer et stort krus øls tid.
Alligevel fastholder Rostock sin betydning som havneby. Udover daglige afgange til Gedser er der færge og fragtruter til Trelleborg i Sverige, til Finland og Letland.

Warnemündes luksushoteller
Warnemünde er fyldt med hyggelige og relativt billige pensionater og restauranter, der ligger helt ud til Warno-floden. Der er overnatningsmuligheder for enhver pengepung. Langs kajen, kan man købe fisk, rav og is på fiskerkutterne, der er indrettet som handelsboder.
Spadserer man forbi byens vartegn, det gamle fyrtårn, langs den lange fine strandpromenade, indfanges ens øje af det moderne etage-høje Hotel Neptun, der blev bygget i DDR i slutningen af 1970’erne. Hotellet er dog blevet moderniseret flere gange og har en fantastisk udsigt lige ved stranden. Svømmer man rundt i varmtvandsbassinet i hotellets wellnesscenter, kan man kigge lige ret ud på Østersøens bølger. På en ny kunstig ø ligger rivalen Hotel Hohe Düne (”Høje klit”), der er et nyåbnet norsk-ejet hotel, der henvender sig til velhavende turister med egen sejlbåd. Hotellet, der ligger på en lille halvø, hvortil man kommer med bilfærge, har wellnesscenter, stor yachthavn og et par gode restauranter og ligger også lige ud til stranden. De to store femstjernede hoteller håber på at tiltrække velhavende sejlbådsturister, konferencegæster og stressede berlinere med behov for et kurophold på en forlænget weekend. Den tyske hovedstad ligger nemlig kun to timers kørsel fra Østersø-byen. Byen får også hjælp af sit nyåbnede modtagelsescenter til de 100.000 krydstogtsgæster, som årligt besøger Warnemünde og Rostock.

Badehotellerne er tilbage

Bragt i Bornholms Tidende i juni 2006

Af Jarl Cordua

Allerede i 1700-tallet så man de første kur- og badesteder langs den tyske østersøkyst.

Det var især den nordtyske overklasse, der førte an. De begyndte at indlogere sig om sommeren hos fattige fiskerfamilier langs østersøkystens berømmede hvide kilometerlange sandstrande. Dagene tilbragte man i sol og frisk havluft liggende i brede behagelige stribede kurvestole. Med udbygningen af det tyske jernbanenet i løbet af 1800-tallet blev det lettere for flere at nå Østersø-kysten, og således blev kystbadning derfor mere og mere moderne. Fra århundredeskiftet voksede mange pensionater og små badehoteller op langs hele Østersøkysten fra Travemünde nær Lübeck i vest til Warnemünde nær Rostock i øst. Mange af dem blev bygget i den da fremherskende jugendstil, men fik et badehotelagtigt særpræg. Når ejeren af pensionatet havde tjent tilstrækkeligt med penge på værelsesudlejning byggede man simpelthen til ejendommen. Det kunne være et ekstra rum til én af siderne, en ekstra etage eller måske et tårn. Fremgangsmåden kan man kalde for tilfældig eller snusfornuftig alt efter temperament. Tyskerne kalder selv byggestilen for ”badearkitektur”.

Mann i markedsføringen
Med tiden blev den tyske østersøkyst berømt for sine kur- og badehoteller. Især den verdensberømte tyske forfatter Thomas Mann fortæller i den delvis selvbiografiske roman ”Huset Buddenbrook” om sin barndomsferie på kurhotel i Travemünde. Manns foretrukne kurhotel eksisterer stadigvæk med enkelte dele af det gamle interiør, men er i dag et femstjernet hotel med et moderne kur- og wellness-center. Netop stemningen fra Thomas Mann og andre tyske romanforfatteres skildringer fra somre ved Østersøkysten fra før ”verden gik af lave” bruges naturligvis også effektivt i markedsføringen over for tyske turister, selvom vore dages kurhoteller er langt mere luksuriøse.
Mange af de gamle pensionater fx i Travemünde blev ellers i løbet af tresserne og halvfjerdserne revet ned, og i stedet opførtes nye og mere moderne hoteller og pensionater. De var tidssvarende og mere bekvemmelige, men havde sjældent samme charme som de gamle badehoteller. Også i det kommunistiske Østtyskland blev der bygget nyt - især i Warnemünde, men slet ikke i samme grad. Efter genforeningen har mange af de oprindelige østtyske badebyer, herunder badebyen Kühlingsborn fået den fordel - efter restaurering af de gamle badehoteller - at kunne tilbyde den ”rigtige” historiske stemning fra før 1. verdenskrig.

Ikke bare bølgen blå
Den tyske ”badekultur” er ikke kun noget med at hoppe i bølgen blå. Det er også forbundet med kurbade og helse - præcis som i antikkens Rom. Derfor tilbyder de dyreste af hotellerne en bred vifte af alskens massageformer. Vandet til formålet kommer fra havet, hvorfra man ganske enkelt har lagt et rør fra indtil hotellerne. Derved kan gæsterne svømme rundt i det rene og rensede havvand i hotellets svimmingpool, men vandet bruges også til spa og kropsbehandlinger såsom Thallasso og såkaldte ”hydroterapeutiske” behandlinger, der både virker afstressende og siges at dræne kroppen for affaldsstoffer.

Lang sæson
Turistsæsonen går fra midten af juni til midten af august, men hotellerne holder åbent året rundt. Den tyske østersøkyst har flest solskinstimer – sammenlignet med det øvrige Tyskland, og Danmark er temperaturerne på årsbasis lidt højere, hvilket gør det muligt at have en længere sæson.

Nordtyskland satser på turismen

Konkurrencen om de tyske turister er benhård, og det mærker man også på Bornholm, hvor antallet af tyske turister på fem år er faldet med over 30 pct. ifølge tal fra Dansk Turisme.

Af Jarl Cordua

Bragt i Bornholms Tidende i juni 2006

Alt tyder på, at der venter turismen i Danmark endnu større udfordringer i de kommende år, når det gælder kampen om de tyske turister. I de seneste år har især den nordtyske delstat ved Østersøen, Mecklenburg-Vorpommern oplevet kraftig vækst i tyske turister.
- Mecklenburg-Vorpommern er bestemt en af vore konkurrenter, bekræfter Marketingschef Pernille Kofod Lydolph, Destination Bornholm over for Bornholms Tidende.
- I kampen om de tyske turister, er det Mecklenburg-Vorpommern, der i kraft af en målbevidst strategi vinder markedsandele fra Danmark, siger turismeforsker Peter Kvistgaard, Aalborg Universitet, der netop har udgivet en Ph.d.-afhandling, der blandt andet omhandler turismen i Mecklenburg-Vorpommern.

Enorme investeringer
Overalt i de to nordtyske delstater med østersøkyst, Mecklenburg-Vorpommern og Schleswig-Holstein er der siden genforeningen blevet investeret meget store beløb i erhvervsfremme og infrastruktur til gavn for turismen. Det er eksempelvis strandanlæg, strandpromenader, lystbådehavne, golfbaner og modtagecentre. Private investeringer er fulgt med både gennem omfattende renovering og opkvalificering af eksisterende hoteller samt ved opførelse af nye hoteller.
I en rapport fra 2005 skriver regeringen i Mecklenburg-Vorpommerns marketingsorganisation ”MV Tut Gut”: ”Mecklenburg-Vorpommern har med omfangsrige tilskud understøttet opbygningen af turisterhvervet og kommunal infrastruktur”. Samtidig opgør MV Tut Gut ”Investeringsfremme indenfor turisterhverv og infrastruktur ” fra 1990 og indtil første kvartal 2005. Lægger man tallene sammen for hele perioden når man frem til offentligt støttede investeringer for i alt omkring 5 mia. Euro eller. ca. 37 mia. kr. Investeringerne dækker over indskud fra kommunale og private medinvestorer plus de samlede tilskud på i alt ca. 2 mia. Euro (15 mia. kr.). Disse tilskud kommer fra den tyske stat, vesttyske delstater og EU som såkaldte ”genopbygningsmidler” til de østtyske delstater. Men det er kun toppen af isbjerget.
For dertil skal lægges private investeringer uden tilskud. I en turismeanalyse fra december 2003 skriver det danske Økonomi og erhvervsministerium, at erhvervsfremmemidlerne kun for perioden 1990-1999 skabte et ”investeringsvolumen” til et beløb, der svarer til 86,8 mia. danske kroner eller tre gange nyprisen på Storebæltsbroen. Lægger man dertil også de store private investeringer, der har fundet sted for perioden 1999-2006, bliver beløbet naturligvis langt større.

Klar strategi
Delstatsregeringen i Mecklenburg-Vorpommern har ifølge Peter Kvistgaard fra starten fulgt en meget klar investeringsstrategi for turismen:
- I starten af 1990’erne gjaldt det om at få et stort produktionsapparat indenfor turismen op at stå så hurtigt som muligt. Fra 1998 har man ændret strategi ved hjælp af massive midler udelukkende fokuseret på at skabe enorm god kvalitet. Det er lykkedes godt. Alt dernede er spritfunklende nyt. Tyskerne har fået deres eget ferieland ved kysten, der svarer til nutidens krav med rekreation og underholdning. Alle de elementer, som vi ellers i Danmark har kunnet spillet på i forhold til tyskerne, siger Peter Kvistgaard.

Går efter danskere
Flere af de nye store hoteller og turistfaciliteter har kun deres første rigtige hele sæson i år, og man går ikke kun efter tyskerne fra storbyerne Hamborg og Berlin - man satser også på at få flere danskere til Nordtyskland. Det er naturligvis baggrunden for, at man i maj måned inviterede danske journalister – blandt dem Bornholms Tidende - til nogle af Nordtysklands feriedestinationer.
Det er ikke kun i den gamle østtyske delstat, at der investeres massivt i turisme. Ifølge Peter Kvistgaard slås den vesttyske delstat Schleswig-Holstein ellers med samme problemer som Danmark med et nedslidt og forældet produktionsapparat. Alligevel satser man også her hårdt på vækst i turismen. Et eksempel er den gamle fiskerby Heiligenhafen. Byen, der er mindre end Rønne, investerer over otte år et beløb, der svarer til 170 millioner danske kroner i blandt andet havneanlæg og et turistcenter udelukkende i kraft af offentlige investeringer.