Bragt i Bornholms Tidende i juni 2006
Af Jarl Cordua
Allerede i 1700-tallet så man de første kur- og badesteder langs den tyske østersøkyst.
Det var især den nordtyske overklasse, der førte an. De begyndte at indlogere sig om sommeren hos fattige fiskerfamilier langs østersøkystens berømmede hvide kilometerlange sandstrande. Dagene tilbragte man i sol og frisk havluft liggende i brede behagelige stribede kurvestole. Med udbygningen af det tyske jernbanenet i løbet af 1800-tallet blev det lettere for flere at nå Østersø-kysten, og således blev kystbadning derfor mere og mere moderne. Fra århundredeskiftet voksede mange pensionater og små badehoteller op langs hele Østersøkysten fra Travemünde nær Lübeck i vest til Warnemünde nær Rostock i øst. Mange af dem blev bygget i den da fremherskende jugendstil, men fik et badehotelagtigt særpræg. Når ejeren af pensionatet havde tjent tilstrækkeligt med penge på værelsesudlejning byggede man simpelthen til ejendommen. Det kunne være et ekstra rum til én af siderne, en ekstra etage eller måske et tårn. Fremgangsmåden kan man kalde for tilfældig eller snusfornuftig alt efter temperament. Tyskerne kalder selv byggestilen for ”badearkitektur”.
Mann i markedsføringen
Med tiden blev den tyske østersøkyst berømt for sine kur- og badehoteller. Især den verdensberømte tyske forfatter Thomas Mann fortæller i den delvis selvbiografiske roman ”Huset Buddenbrook” om sin barndomsferie på kurhotel i Travemünde. Manns foretrukne kurhotel eksisterer stadigvæk med enkelte dele af det gamle interiør, men er i dag et femstjernet hotel med et moderne kur- og wellness-center. Netop stemningen fra Thomas Mann og andre tyske romanforfatteres skildringer fra somre ved Østersøkysten fra før ”verden gik af lave” bruges naturligvis også effektivt i markedsføringen over for tyske turister, selvom vore dages kurhoteller er langt mere luksuriøse.
Mange af de gamle pensionater fx i Travemünde blev ellers i løbet af tresserne og halvfjerdserne revet ned, og i stedet opførtes nye og mere moderne hoteller og pensionater. De var tidssvarende og mere bekvemmelige, men havde sjældent samme charme som de gamle badehoteller. Også i det kommunistiske Østtyskland blev der bygget nyt - især i Warnemünde, men slet ikke i samme grad. Efter genforeningen har mange af de oprindelige østtyske badebyer, herunder badebyen Kühlingsborn fået den fordel - efter restaurering af de gamle badehoteller - at kunne tilbyde den ”rigtige” historiske stemning fra før 1. verdenskrig.
Ikke bare bølgen blå
Den tyske ”badekultur” er ikke kun noget med at hoppe i bølgen blå. Det er også forbundet med kurbade og helse - præcis som i antikkens Rom. Derfor tilbyder de dyreste af hotellerne en bred vifte af alskens massageformer. Vandet til formålet kommer fra havet, hvorfra man ganske enkelt har lagt et rør fra indtil hotellerne. Derved kan gæsterne svømme rundt i det rene og rensede havvand i hotellets svimmingpool, men vandet bruges også til spa og kropsbehandlinger såsom Thallasso og såkaldte ”hydroterapeutiske” behandlinger, der både virker afstressende og siges at dræne kroppen for affaldsstoffer.
Lang sæson
Turistsæsonen går fra midten af juni til midten af august, men hotellerne holder åbent året rundt. Den tyske østersøkyst har flest solskinstimer – sammenlignet med det øvrige Tyskland, og Danmark er temperaturerne på årsbasis lidt højere, hvilket gør det muligt at have en længere sæson.
