tirsdag den 16. juni 2009

Fra fiskeri til turisme

Af Jarl Cordua

Bragt i Bornholms Tidende i juni 2006

Østersø-havnebyen Heiligenhafen ligger i det gamle Vesttyskland i delstaten Schleswig-Holsten. Det har aldrig været meget industri, og arbejdsløsheden har ofte været høj, men ligesom mange andre havnebyer ved Østersøen satser Heiligenhafen massivt på turisme fra Skandinavien og Tyskland.
Situationen for byen minder lidt om Bornholms. Engang var fiskeri byens absolutte hovederhverv, men som følge af nedgangen i fiskeriet står turismen nu for 70 procent af byens beskæftigelse i dag.
Heiligenhafen har 9.200 indbyggere og ligger i det østlige Holsten sydvest for øen Femern. Gik man tur på havnen i Nexø i firserne og starten af halvfemserne, så man ofte fiskefartøjer fra netop Heiligenhafen lande store mængder torsk. Men ligesom på Bornholm er fiskeriet stagneret for de holstenske fiskere.
- Russerne har overfisket torskens gydepladser i deres del af Østersøen, og det har gjort bestanden mindre, lyder forklaringen fra byens unge energiske turistchef Oliver Behnke. I dag består fiskeflåden af 40 mindre kuttere og 10 større trawlere, der i Heiligenhafen årligt lander i alt 2000 tons fisk.

Store investeringer
Turistsatsningen koster dyrt. Med hjælp fra delstatsregeringen i Schleswig-Holstein og EU, bliver der i årene 2001-2008 investeret, hvad der svarer til 170 millioner danske kroner i at udvikle byens turisme såsom at sanere byens kystpromenade, udbygge sejlsportshavnen og senest et nyt indendørs turistcenter i glas til en pris af 70 millioner danske kroner. Her er indkøbsmuligheder og et indendørs legeland for børn indrettet efter et ”Skatteøen”- tema. De voksne har adgang til wellnesscenter med Spa, Thalasso mv. Yngre mennesker kan tilbringe regnfulde dage i en sportshal med sand på gulvet, så der er mulighed for at spille strandfodbold, beachvolley og dyrke anden sport.
- Vi har tænkt over, hvad vi kan gøre for, at turisterne har noget at foretage sig de dage, hvor solen ikke skinner. Men vi lægger bare et andet gulv, hvis vi skal bruge lokalet til en fest eller til en udstilling, forklarer Oliver Behnke.

Udvider marina
Havnen, der ligger tæt på byens torv, og det maritime miljø med dets fiskerbåde er naturligvis store trækplastre for byens markedsføring.
- Vi har 160 sejlbåde liggende nede i vores sejlsportshavn. Vi har også omkring 20 såkaldte ”maritime lejligheder”, hvor man for 600 kr. i døgnet kan leje en sejlbåd med skipper. Der kan være op til otte mennesker om bord, siger turistchefen.
Heiligenhafen kalder sig ”byen ved havet” og anbefaler sig selv inden for sejlsport, surfing og lystfiskeri fra både. Oveni er der fire kilometer sandstrand. Skulle turister komme i sejlbåd, er der 1000 bådpladser ved marinaen, som i øvrigt udvides til et ”vandsportscentrum” i 2007. Pris: 23 millioner danske kroner.

Lærer dansk
Særligt begunstiget er Heiligenhafen med den 2,5 kilometer lange og kun 300 meter brede halvø ”Graswarder”, der har en enestående flora og fauna fyldt med yngelfugle. Det meste af området er siden 1968 et lukket naturreservat, men offentligheden kan få adgang på de daglige guidede ture, og af hensyn til turisterne har man senest bygget et nyt udsigtstårn midt ude på halvøen.
Selvom 98 procent af turisterne i Heiligenhafen er tyskere og kun 2 procent er fra Sverige og Danmark, så er det netop med gæster fra disse 2 lande, at byen forventer væksten i fremtiden:
- Vi satser meget på Sverige og Danmark, og derfor har vi også indset, at turisterhvervet må lære sig dansk og svensk, påpeger Oliver Behnke.